Kunst

Som linjefag

– udtryk gennem forskellige kunstarter

Kreativitet og lyst til at arbejde med mange forskellige former for kunst

Kunst er for dig der er kreativ og har lyst til at arbejde med tegning, keramik, installationskunst, maleri og kreativ fotografering. Her har du muligheden for dels at lære forskellige teknikker, og dels udtrykke dine tanker og følelser i den kreative proces og i færdige værker. Vi vil dels arbejde med de klassiske færdigheder indenfor tegning, maleri og keramik, men i lige så høj grad vil vi udvikle kreative ideer og omsætte dem til virkelighed. Der vil være fokus på både processen og de færdige værker, som vi løbende vil udstille på skolen. Vi vil finde inspiration hos andre kunstnere og besøger museer, diskuterer hvad kunst er og se på hvilken berettigelse den har i samfundet. Vi vil se på samtidskunsten, og se på hvordan andre arbejder med holdninger og udtryk.

I løbet af skoleåret vil der tilstræbes at arbejde med følgende emner:

  • Tegning:  Konturtegning, portrætter, iagttagelse, tegning af mennesker, planter og ting, croquis og blindtegning.
  • Keramik: Lertøj og porcelæn, drejeteknik, pladeteknik og pølseteknik, støbning, dekoration, begitninger og glasurer, udtryk og form.
  • Collage: Sætter sammen, bryder op, og lave en ny virkelighed.
  • Installationskunst: Vi maler på skolens vægge, installerer hverdagseffekter som kunstform, eller laver hverdag om til kunst.
  • Landart: Vi går i naturen og sætter vores præg, enten ved at bruge naturens materialer, eller tilføre vores holdninger og vende op og ned på vores forståelse af naturen.
  • Skulptur: Arbejde tredimensionelt med form og udtryk i forskellige materialer.
  • Smykker: Fremstilling af smykker i eks. tin, hvor der arbejdes med symbol, overflader og udtryk.
  • Maleri: Komposition, farvelærer, penselstrøg, portrætter, skygger, akrylfarver.
  • Kreativ fotografering: Fotografiet som udgangspunkt for maleriet og fotografiet som selvstændig kunstform.

 

Det praktiske

Kunst er 4 timer om ugen. Derudover er der fagdage, linjeweekend og studietur.

Vi vil skifte mellem at arbejde individuelt og i grupper, vi vil eksperimentere og lære grundlæggende færdigheder. Teknikker vil blive afprøvet, og du vil komme til at undersøger og udtrykke dig gennem kunsten i et kreativt miljø med andre ligestillede.

På skolen har vi et hyggeligt og veludstyret keramiklokale med ovn og drejeskiver. Der vil være plads til fordybelse, da lokalet også står åbent i fritiden, så der er mulighed for at arbejde videre efter undervisningen og bruge det sammen med vennerne.

Studieturen

Vores studieture har tidligere gået til bl.a. Island, Krakow, Rom, Paris og Istanbul. Vi prioriterer at arbejde med kunsten undervejs og samle inspiration i det land vi er i, hvor vi har fokus på at se landet og dets seværdigheder. Sikkert er det, at vi kommer til at lave et program med masser af aktiviteter og kreative opgaver undervejs.

Underviser

Lærer Julie Levorsen - Horne Efterskole

Julie Levorsen

Uddannet kunsthåndværker og keramiker og arbejder ud over at undervise også privat med både keramik, maleri og fotografering. Desuden her Julie gået på både kunstakademiet og Clay Art i Århus. Er løbende opdateret med adskillige kurser bl.a. med fotografering og redigering på MedieCollege i Ålborg.

Scroll to Top